→ Om SAB

SAB er en forkortelse af Sammenslutningen af Alternative Behandlere.

Jeg har været medlem af SAB siden 2007 og det er gennem SAB jeg har opnået min RAB-registrering.

Som medlem af SAB er det et krav, at man overholder SAB`s Etiske Regler.


SAB`s etiske regler:

SAB´s etiske regler skal tjene til at styrke god og forsvarlig klientbehandling samt til opretholdelse af et godt kollegialt forhold mellem alternative behandlere. Medlemmerne skal nøje sætte sig ind i de etiske regler og handle i overensstemmelse med disse.

Enhver alternativ behandler skal udøve sin gerning omhyggeligt og samvittighedsfuldt, og efter bedste evne hjælpe den syge til at genvinde sit helbred og den raske til at bevare det. Klienten skal støttes i selv at tage ansvar for sit helbred. Endvidere skal enhver alternativ behandler give brugerne saglig og nøgtern information om behandlingen og de forventninger, de kan have hertil.

En behandler må ved undersøgelse og behandling af en klient kun gøre brug af metoder og midler, som er forsvarlige ud fra de teorier, filosofier m.v., som den enkelte alternative behandler behersker. Ved afprøvning af nye metoder, skal patienten informeres og indvilge deri.

Den alternative behandler må ikke fratage klienten lægeordineret medicin eller foreslå ændring i doseringen. Behandleren er forpligtiget til at anbefale patienten at søge læge m.v., hvor dette må anses for indiceret.

En behandler er berettiget til at standse et behandlingsforløb, der efter behandlerens skøn ikke giver de ønskede fremskridt.

En behandlers opførsel, undersøgelses- eller behandlingsmetoder, må ikke virke krænkende. Der skal ligeledes handles økonomisk ansvarligt og ikke benyttes uværdige metoder til forøgelse af indtægten.

Alle behandlere skal føre optegnelser (journaler) over deres behandlinger af den enkelte bruger, herunder om indikation, behandling og den information der er givet. Klientjournaler skal opbevares på en forsvarlig måde, jfr. ”Lov om behandling af personoplysninger”.

En behandler må aldrig overfor klienten udtale sig om, at en bestemt behandlingsform kan helbrede en bestemt sygdom.

En alternativ behandler skal vise respekt for kollegaer og andre faggrupper. En behandler skal være opmærksom på udtalelser til presse/medier, så det ikke har en sådan karakter, at det kan fremkalde ubegrundet eller unødig sygdomsangst.

Lægeloven gælder også for den alternative behandler - f.eks. §§ 23 – 26 angående kvaksalveri. Alternative behandleres tavshedspligt er omfattet af Straffelovens § 264 D. Alternative behandlere skal overholde gældende dansk lovgivning.

En behandler skal ved annoncering og reklamering overholde ”Lov om markedsføring af sundhedsydelser” gældende fra 1.9.2003. Sundheds Rådets skrappere annonceregler skal desuden overholdes.

Et medlem må gerne træde i samarbejde med læger og sygehuse samt deltage i videnskabelige forskningsprojekter.

Overtræder en SAB-behandler de etiske regler, kan behandleren indberettes for Etisk Råd.


SABs formål:

At være et stærkt, tværfagligt fællesskab med stor respekt og høj etik, som gennem udvikling og ekspertise vil løfte den enkeltes glæde, tillid og ansvar for sit eget liv.

At bevare frihed for medlemmer til at virke som alternative behandlere.

At være repræsenteret i relevante udvalg inden for staten og for vores branche.

At søge alle egne af landet repræsenteret ved SAB-medlemmer for varetagelse af de enkelte medlemmers lokale interesser

At opnå momsfritagelse for alle SABs alternative behandlere, samt patienttilskud til behandling fra det offentliges side.

At fremme oplysningen om forebyggelse og alternativ behandling, naturmedicin, sund kost, rent miljø og bedre livskvalitet

At varetage medlemmernes faglige og økonomiske interesser.

SAB realiserer sit formål ved at være en fællesorganisation, som samler viden, støtter og fremmer udviklingen. Formidler budskaber om sundhedsfremme og samlet øver indflydelse politisk, i medier og sætter den enkelte i centrum.



Tilbage til `Læs mere`

Tilbage til forsiden

Til `Om RAB`